Karatens historie

Munken Budidharma, der på japansk kendes som Daruma Deishin, grundlæggeren af Zen-buddhismen, drog til fods fra Indien til Hunan provinsen i Kina for at udbrede sin tro. Han vandt tilhængere i Shao-lin templet (japansk: shorin-ji) og underviste dér i sit budskab. Øvelserne ledsagedes af fysisk træning med bevægelsesmønstre fra vilde dyr, herved skærpedes munkenes koncentration og årvågenhed under undervisningen. Samtidig blev de dygtige kæmpere, kendt over hele landet for deres tilsyneladende overmenneskelige evner. Shao-lin's træningsmetoder blev udbredt over hele Kina og nåede meget senere til Ryukyu øerne sydvest for Japan.

På øen Okinawa i denne øgruppe blev det i det 15de århundrede indbyggerne forbudt at bære våben. Dette stimulerede udviklingen af kampsystemer, hvor hænder og fødder erstattede våben. Det var dog først i 1609, hvor Satsuma-klanen fra Japan besatte øen, at udviklingen for alvor begyndte. Japanerne forbød enhver besiddelse af redskaber af metal. For at kunne forsvare sig imod røvere, vilde dyr og japanerne udvikledes kampsystemet gennem 200 år til et uovertruffent selvforsvarssystem uden våben. Under denne periode udviklede karaten sig eksplosivt, men måtte udøves i al hemmelighed, og det var ikke før i begyndelsen af det 20. århundrede at Karate begyndte at blive trænet åbenlyst.

På Okinawa benævntes kampkunsten under ét med "te", der betyder hånd, eller hænder i forbindelse med kampkunst. Senere fik den navn efter hvilket område, den blev dyrket i; "Naha-te", "Shuri-te" og "Tomari-te" efter de 3 største byer på Okinawa: Naha, Shuri, og Tomari. Efterhånden som endnu flere stilarter opstod, var det dog mere hensigtsmæssigt af kalde kampkunsten undet ét for "Kara-te" - kunsten fra Kina.

I 1921 besøgte den japanske kronprins Okinawa og overværede blandt andet en opvisning i Karate med den legendariske Funakoshi Sensei. Kronprinsen, der senere blev kejser, udtrykte voldsom begejstring for karaten, og dette har ganske givet været medvirkende til at Gichin Funakoshi blev bedt om at komme til Japan for at give en officiel opvisning i Tokyo i 1922. Japanerne blev hér så begesjstrede, at flere, deriblandt Judo'ens fader Jigoro Kano Sensei, overtalte ham til at blive i Japan for at undervise i Karate, hvilket han fortsatte med lige indtil sin død i 1957 - 88 år gammel. Senere fulgte andre Karatemestre fra Okinawa, og Karaten blev hurtigt en succes i Japan. I 1936 besluttede alle Okinawas store karatemestre i fællesskab, da Karate nu var blevet en anerkendt japansk krigskunst, at ændre skrivemåden for tang-symbolet, så "kara" fremover betød "tom", og "Kara-te" fik betydningen "tom hånd". Denne betydning henfører ikke kun til kampsystemets karakter men i mindst lige så høj grad til Zen-filosofien i Karate, hvor tomheden er et vigtigt begreb.

Der fortælles talrige legender om de gamle mestre. Blandt andet fortælles det, at mester Itosu besejrede den store mester Tomoyose i en duel med ét enkelt shuto, der brækkede hans arm. Mester Itosu kæmpede sin sidste duel i en alder af 75 år mod en berygtet Jiujutsu ekspert - og vandt. Mester Choki Motobu, der må have været en frygtindgydende modstander i datidens Okinawa med sine 205 cm, var ligeledes kendt for at have udkæmpet mange kampe i sine unge år for at vinde ry som Karate mester. Han blev dog besejret én gang af en ukendt modstander.

Gichin Funakoshi beretter om mester Itosu, at han engang fangede en tyv ved at støde hånden igennem en flere tommer tyk træport og gribe tyvens arm gennem hullet. En anden overfaldsmand, der var uvidende om mester Itosu’s identitet uskadeliggjorde han, blot ved at klemme om dennes håndled. Itosu var på den tid også kendt i Shuri for at træne i at knuse tykke bambusstænger i hånden. Funakoshi beretter endvidere om en tredie episode, hvor Mester Azato får bud om at Itosu er blevet overfaldet af en gruppe på 8 bøller. Men Azato var ikke det mindste bekymret, for han antog, med rette, at de alle lå bevidstløse, og udtalte: “Jeg kender Itosu, hans slag vil slå disse voldsmænd i jorden med ansigtet nedad” - “jeg ville blive meget overrasket, hvis nogle af dem overlever.”

Den sidste historie fortæller om mester Matsumura, der i duel overraskede modstanderen med et kiai af en sådan voldsomhed, at det slog denne til jorden, og gentog dette, da modstanderen angreb med fornyet kraft. Derefter var duellen slut, uden et eneste slag var blevet slået.